San Sebastián de La Gomera, øens hovedstad, er en skøn forening af tradition, kultur og historie med den perfekt bevarede gamle bydel i al sin pragt og naturområder, der beskyttes på grund af deres videnskabelige værdi og landskabets særpræg. Alt foregår i rolige og hyggelige omgivelser, hvor man kan føle sig hjemme, samtidig med at man nyder det varme klima og strandenes krystalklare vand.
I Columbus’ fodspor
San Sebastián de La Gomera er i størrelse og indbyggertal øens vigtigste by. Her bor mere end 9.000 personer, og byen, som også kaldes La Villa, er et historisk referencepunkt på La Gomera. Den gamle bydel indbyder til fortabelse. Her vrimler med huse i forskellige farver, åbne træbalkoner og patios i traditionel arkitektur, samt en mængde forskellige traditionelle forretninger.
San Sebastián er kendt for at være det sidste sted i Europa, hvor Christoffer Columbus stoppede, inden han krydsede Atlanterhavet på sin rejse mod den nye verden. Havnen i San Sebastián tog den 6. september 1492 imod Niña, Pinta og Santa María. Huset, hvor Christoffer Columbus opholdt sig, er nu et museum og bugner med peruansk kunst fra før opdagelsen af Amerika og en varieret kunstudstilling.
San Sebastián er rig på kultur og gastronomi, og en stor del af byens historie drejer sig om Columbus’ ophold i San Sebastián, som i La Casa del Pozo de la Aguada, hvor det siges, at Columbus hentede det vand, som han senere brugte til at døbe Amerika med. Uden for huset kan man se en ansigtsløs buste af admiralen.
Et andet obligatorisk besøg er La Torre del Conde, grevens tårn, en fæstning fra det 15. århundrede, hvor adelen skjulte sig under oprøret på La Gomera. Dengang var det et større bygningsværk, men i dag er tårnet det eneste, der er tilbage. Det blev erklæret historisk kunstmonument i 1990. Kirken La Iglesia de la Asunción, som ligger lige i nærheden, stammer fra samme periode og er absolut også et besøg værd.
Beskyttet natur
San Sebastián byder ikke kun på historie og kultur. Der findes også beskyttede naturområder. Disse naturområder er et stort aktiv for hele La Gomera og af høj videnskabelig værdi med deres særegne landskaber. Naturreservatet Benchijigua er hjem for mange endemiske og truede arter, og det er samtidig et af San Sebastiáns smukkeste områder med stejle klippeskrænter og bjergskråninger i et væld af grønne nuancer.
Los Roques i Nationalparken Garajonay har siden 1994 haft status som naturmonument og udgør et eksempel på den vulkanske aktivitet, der præger La Gomera. Los Roques befinder sig lige på grænsen mellem de to slugter La Laja og Benchijigua og omfatter klipperne Agando, Ojila, La Zarcita og Carmona.
Ved foden af bjergene kan man nyde nogle af San Sebastiáns 13 strande. Stranden El Cabrito for enden af slugten med samme navn er værd at nævne, men også La Playa de la Cueva, som er en strand med blåt flag. Her kan man se monumentet over den olympiske fakkel, som blev rejst til minde om de Olympiske Lege i 1968, hvor La Gomeras berømte bokser, Marcos Chinea, deltog, og hvor øen fik besøg af den olympiske ild. Ikke langt derfra findes en anden strand med blåt flag, La Playa de San Sebastián, som er en bystrand med et væld af serviceudbud og infrastruktur. Strande for enhver smag.
Øens centrum for festligheder
I området Puntallana de San Sebastián findes kapellet for La Virgen de la Guadalupe, som er La Gomeras skytshelgen. Hvert femte år afholdes fejringen af Guadalupe ved øens mest storslåede fest. Fejringen finder sted den første mandag i oktober. I San Sebastián finder vi også kapellet for San Sebastián, som er byens skytshelgen og fejres hvert år den 20. januar.
Hvert år den 6. september fejres Christoffer Columbus’ ankomst til øen, og San Sebastián og hele øen afslutter sommeren med i en hel uge at mindes admiralens besøg på La Gomera og øens store rolle i forbindelse med opdagelsen af Amerika. Det er en begivenhed, som hverken lokale eller turister bør gå glip af.