La Gomera, legendernes ø

La Gomera og dens uspolerede natur giver grobund for at tro, at alt kan ske i de urgamle skove og på de tågede stier ...

Contenido

Med sin tusindårige historie byder La Gomera på legender om skove og hekse, om umulig kærlighed, der er blevet til evige kærlighedssymboler, om dæmoner, der frister vandreren, om lys, der blænder, og kilder, der opfylder ønsker. Det er nærmest uundgåeligt, at fantasien næres, og man tror, at det overnaturlige bliver naturligt, når man går rundt i øens uberørte natur indhyllet i havgus i laurbærskovene fra tertiærtiden i Garajonay Nationalpark, der er på UNESCOs verdensarvsliste, og betragter det uendelige hav fra bjergtoppene. Der er basis for gode historier ved lejrbålet efter en dag med fantastiske oplevelser på øens 650 kilometer afmærkede stier gennem 17 beskyttede naturområder. Øen er i sin helhed erklæret biosfæreområde af UNESCO, og det særlige fløjtesprog på La Gomera er på UNESCOs liste over immateriel kulturarv. Gå ikke glip af steder, hvor man genvinder troen på, at alt kan ske.

Contenido

Man kan godt forstå, at disse stengiganter i århundreder blev anset for at være forstenede elskende, som foretrak forsteningen fremfor at opgive at være sammen, når man går på nogle af stierne, der udgår fra Roque de Agando-naturmonumentet i San Sebastián de La Gomera. Måske vil evigheden se mildt til dem og give dem mulighed for engang atter at være sammen. Indtil da betragter de og passer på hinanden. De er klippeformationer af vulkansk oprindelse, som gennem tiden er blevet naturligt formet af erosionen. De gør et dybt indtryk, når man betragter dem i stilheden fra den omgivende laurbærskov. Naturmonumentet består af Roque de Agando og dens tre "ledsagere": La Zarzita, Ojila og Carmona. 

Contenido

Legenden, der har lagt navn til den imponerende Garajonay Naturpark, fortælles i alle mulige versioner, sådan som det ofte forholder sig med gode historier, der ikke går i glemmebogen. Ifølge Juan Carlos Hernández, der er ekspert i kulturarven på La Gomera, kunne Gara og Jonay "være søskende fra den samme oprindelige stamme på øen, så deres forelskelse var forbudt – men hvem kan styre kærligheden?" Derfor – og inden den ventede straf idømtes dem –  flygtede de til Alto de Garajonay, et helligt offersted, for at opnå gudernes gunst og for at kunne forblive sammen. De blev dog forfulgt, og da de var omringet, havde de ingen anden udvej end at begå rituelt selvmord. De kastede sig ud fra denne 1.487 meter høje top, der er det højeste punkt på La Gomera. Parken ligger på øens centrale højslette, og den er opdelt mellem kommunerne Vallehermoso, Agulo, Valle Gran Rey, San Sebastián de La Gomera, Alajeró og Hermigua. 
 

Contenido

Dæmonen Hirguan har overlevet til vor tid fra det oprindelige folk og koloniseringen af La Gomera, der var Christopher Columbus' sidste stop på vej mod opdagelsen af Amerika. Dæmonen er halvt ged, halvt menneske og det er rart at vide, at han gerne vil tilbedes og elskes, hvis man skulle støde på ham på nogen af stierne på La Gomera. Ved Playa de Santiago, i kommunen Alajeró, er der en sti ved navn El Perro Negro (den sorte hund), der går ned til kysten. Andre steder, hvor dæmonen ifølge mundtlig overlevering kan være set, er nær helligdommen Lourdes i Hermigua. De første europæiske krøniker fortæller om denne inkarnation af ondskaben selv, der strejfede omkring i øens højder og stjal kvæg og skræmte mænd, kvinder og børn.

Contenido

Vallehermoso-Chorros de Espina-ruten i Garajonay Nationalpark, gemmer på en hemmelighed, som kun de, der har drukket af kilden Fuente de siete caños, kender. Iblandet lyden af rindende vand og passatvinden, der blæser i trækronerne, kan man næsten høre øens gamle talemåde blive hvisket: "Drikker du af kildens klare vand, er du inden året er omme i giftet stand." Den gamle mundtlige overlevering siger, at kvinder skal drikke af de lige tude og mænd af de ulige, og at man skal tælle fra venstre. Kun hvis kvinder ønsker at forvandle sig til hekse, skal de drikke af mændenes tude. Det er værd at downloade appen Info La Gomera for at se denne og de 650 kilometer andre afmærkede stier, der gennemskærer øen. 

Contenido

Laguna Grande er et sted ulig alle andre i Garajonay Nationalpark, da det er en indsø uden naturligt udløb, hvor der ikke kan vokse træer. Derfor har der altid verseret alle mulige historier om stedet, men hvis man spørger lokalbefolkningen, er der ikke nogen, der vil ud med sproget, og de har alle respekt for området. I midten af parken står der fjorten sten i en perfekt cirkel, med en stenblok i midten. Det er den eneste lysning i denne skov fra tertiærtiden, og legenden siger, at de fremmeste hekse fra La Gomera plejede at mødes her.