Contadero-El Cedro

I en lysning i vejkanten kan man se udgangspunktet for denne rute, der nok er den mest kendte på øen. Stedets navn hentyder til det gamle skovområde, eftersom man her kunne finde det træ, som tidligere blev udvundet oppe i bjergene, deraf navnet Contadero.

Vi bevæger os fremad omgivet af forvredne træer med mosbevoksning, der også betegnes som "brezal de crestería". Vi befinder os i 1300 meters højde på toppen af en skråning. Passatvindene, der er mættet af fugtighed, støder på træernes grene i disse skove, hvorved tågen bliver til vand, som er livgivende for skoven. Neden under lyngbevoksningerne lever bregnerne - hvoraf der findes fire arter - af denne fugtighed, som skoven opfanger. Efterhånden som vi bevæger os frem ad stien og er mindre udsatte for vinden, bliver skoven højere, indtil den får næsten gigantiske proportioner.

Her i skoven finder vi et nyt træ, der vokser tættere og tættere, bøgen i den særlige La Gomera-udgave (eller faya-træet), der tilhører den kontinentale bøgefamilie, men som til forskel fra disse er stedsegrønne. Vores bøgetræ kan kendes på de aflange blade med uregelmæssige kanter. Hyrderne på La Gomera brugte veddet fra dette træ til de stænger, ved hjælp af hvilke de løftede sig ned af skråningerne ("astias").

Vi vandrer igennem et område af skoven, der er mindre lukket, og hvortil solens stråler finder vej, hvis passatvinden ikke er kommet med sin tåge. Vi ser den anderledes vegetation i skovlysningen, som skyldes den udvikling, som vegetationen har været igennem. Gamle træer, der vælter, skaber disse huller, hvor der skyder planter op med brug for sollyset, indtil skoven igen lukkes for at vente på en ny lysning. 

Den slette, som ruten går hen over, var oprindelig en kulbunker. Der kan stadigvæk findes stumper af trækul i eller på jorden. I gammel tid leverede skoven brændsel til privat fyring. Her blev der lavet kulbunkere, hvor brændet lå en uge og forbrændte langsomt for at blive til kul. Det var hårdt arbejde, som krævede konstant opmærksomhed, og som hørte op med fremkomsten af olieprodukterne for godt et halvt århundrede siden.

Garajonay har været nationalpark siden 1981. Inden da blev bjergområderne udnyttet intenst. Rundt om stien ses rækker af sten. Det er vægge til små haver med afgrøder, terrassebeplantninger. I den nærliggende landsby El Cedro var der på et tidspunkt over 100 personer, som søgte deres udkomme i bjergene.

Efter at have tilbagelagt over halvdelen af ruten kommer vi til laurbærtræerne, der har givet navn til skoven. Dette træ bliver kæmpestort i skove som Garajonay-skoven under de rigtige forhold. Du kan kende laurbær på bladene, der har små kirtler tæt ved midterribben. Hvis der er frugter på træet, ligner de sorte oliven.

Før bjergene blev til nationalpark, blev de brugt på forskellig vis. Der var sågar en ungdomslejr. Denne lysning skyldes denne lejr, som senere blev nedlagt og flyttet uden for laurbærskoven. I dag kan vi fra stedet se, hvordan der vokser buske som brombær eller gyvel, der skærmer de nye træer i laurbærskoven, der lidt efter lidt vil tage magten fra denne lysning og igen forvandle den til tæt skov.

Vi når frem til bunden af dalen, hvor der er en større fugtighed og jordbunden er bedre. Her finder vi laurbærskovens giganter. Her vokser træsorter som viñatigo, imponerende plantekonstruktioner, hvis blade er de største i denne skov. Betragt skovbunden - der hvor du ser et tæppe af røde blade, finder du viñatigo, for bladene på dette træ får denne farve, når de visner. Vi kommer lige straks til Cedro å, der er den største på La Gomera, og som fylder Hermigua-dalen med sit vand, hvor der tidligere fandtes et halvt dusin vandmøller, der overrislede afgrøderne. Åen har stadigvæk den dag i dag denne funktion. Derudover giver åens vand liv til skoven, hvilket man tydeligt kan se på den enorme plantevækst, der pryder åens bredder.

Navnet på dette sted skyldes de vidjer, som kurvefletterne bruger til deres håndværk. På dette sted af Cedro å lagde kunsthåndværkerne deres vidjer i blød for at blødgøre dem, så de kunne lave deres flettearbejde. I gamle dag var disse kurve uundværlige for at transportere varer og høstede afgrøder.

Dette kapel har en spændende historie. Det blev bygget i 1935 af en engelsk guvernante, der arbejdede for en velholden familie. Festen den sidste søndag i august var i en lang årrække øens vigtigste. Siden 1984 har pilgrimsfærden veget pladsen for en procession og en frokost, hvor man stadigvæk fortolker trommedansen, der er den vigtigste dans i folkloren på La Gomera.

Landsbyen El Cedro er et levn fra de tidligere bosættelser, der levede af de naturlige bjergressourcer. Husene med sadeltag finder man på begge sider af den lille dal, der udmunder i vandkaskaden. Dalen ligger uden for nationalparken og har endnu den traditionelle terrasseform, der gør det muligt at anlægge haver på skråningerne.

Ved begyndelsen af Hermigua-slugten ses den vandkaskade, som falder fra Cedro å. Dette permanente vandfald er det største på De Kanariske Øer af sin art. Den befinder sig i 135 meters højde. I slugten var der tidligere en hydroelektrisk central, men den fungerer ikke længere. Her blev der produceret elektricitet til landsbyen Hermigua ved Los Tiles-dæmningen.